søndag den 28. april 2013

Sol og blå himmel over byen



Så var den der. Den sidste feriedag inden hverdagen kommer snigende igen.

Den startede med en formiddagstur i Kgs. Have med Brummebjørnen. Nu begynder træerne for alvor at springe ud og i 'rosenhaven' er der kommet en masse tulipaner i røde og gule nuancer. Roserne kommer dog først senere. Til gengæld er det sæson for italienske turister. De var alle vejne ;)

Så var det afsted til min kusine. Vi trænede ekstra dans i et par timer med divaerne, for at få en masse ting på plads inden showet på lørdag. Det lykkedes vist meget godt, men tangoen skal have en ekstra skalle på onsdag!

Det har været en fantastisk dejlig ferie og den måtte gerne forsætte lidt endnu, men sådan er det altid. I det mindste er der ikke lang tid til at der er ferie igen. 10 dage, så går turen til Paris. Ih, det bliver godt!

Nåja, lidt krea blev det også til i dag...

Tivoli


I går var jeg med Brummebjørnen, Kusinen og Balladerne i gode gamle Tivoli. De har fået et nyt hjørne med et par små og en stor puha-den-skal-jeg-helt-sikkert-IKKE-prøve forlystelse. Det er lavet ret hyggeligt med masser af blomster, bænke og små søde butikker.
Balladerne sprang rundt og ville næsten op i det hele, men det var nu stadig Den Gamle Rutchebane og Skærsilden, som der blev brugt mest tid i. Til næste år bliver rutchebanen 100 år og så kommer der bjergtinder på, som der var dengang, den først blev opført. Fedt!

Vi spiste frokost på Pirateriet, skibet nede på søen. Priserne er helt fornuftige, ungerne kan klæde sig ud i pirattøj og så har de bare den bedste lumumba...Mmmm...så der kan I roligt tage ind.

Brummebjørnen og jeg var helt smadrede til sidst og  sluttede dagen af derhjemme under dynen med lækker sushi og Indiana Jones i flimmeren.

fredag den 26. april 2013

Fødselsdagsbrunch og mmmad!



 
Dagen startede med fødselsdagsbrunch hos Brummebjørnens lillebror. Det var det helt store bord, med bacon, pølser og røreæg, blinis og stenbiderrogn, forskellige oste og ikke mindst rabarberlagkage.
 
Efter at have guflet hele dagen var jeg ret overbevist om, at jeg ikke skulle have noget aftensmad, men det blev alligevel til en omgang hjemmelavet rejesalat.
Jeg er træt af at rejesalat skal være så dyrt, det er jo bare rejer, asparges og mayonnaise, så hvorfor ikke lave det selv?

Hveder og forsinkede fødselsdagsgaver





I går kastede jeg mig ud i at lave hveder. Det var en tilfældig opskrift fra nettet, jeg havde valgt. Desværre ville de ikke hæve, men de smagte ligesom hvedeknopper og det er jo det vigtigste. Hindbærsnitter blev det også til, så med oppakningen fyldt med bagværk tog jeg hjem til min mor. Min lillesøster fik endelig sin fødselsdagsgave, noget face oil fra Clarins og et contrast krus fra Royal Copenhagen i en lækker sommerfarve. Det var et hit og glimmerstjernen kom på kinden i dagens anledning.

Det var en hyggelig dag hjemme i mors køkken og sikke der blev smovset! Nu skal jeg ikke have hindbærsnitter i laaaang tid.

onsdag den 24. april 2013

Ting fra gemmerne





Nu er pakkeriet begyndt for alvor, så min lille lejlighed ligner noget der er løgn, med ting spredt ud over alle overflader.
I dag tog jeg hul på køkkenet, som også bugner af grej. Noget af det skal ud, men morfars glas og den grådige munk skal helt sikkert med hjem og bo hos Brummebjørnen.

Katten er en broche fra "klæ'ud-kassen", men nu kommer den med over til mine andre smykker.

Hav en dejlig onsdag alle sammen!

tirsdag den 23. april 2013

På tur til Dragør



Det er efterhånden 20 år siden jeg sidst var i Dragør. Jeg husker de små huse og smørrebrød med min mormor nede ved havnen.
I dag tog jeg så turen igen sammen med Brummebjørnen. I 350s gennem byen, Christianshavn, Sundbyvester, Tårnby, Kastrup og Store Magleby.
Lige pludselig er man der, ude ved vandet og de små gule huse.

Vi for vild i labyrinten af små stræder inden vi kunne skimte masterne fra skibene nede ved havnen.
Udenfor de små huse er der stillet krukker med påskeliljer og hyacinter på trappetrinene, men der var stille på sådan en hverdag, hvor sæsonen ikke helt er gået i gang.
Nede på havnen stod et par gamle gubber og sludrede om vind og vejr, men ellers var der ikke mange mennesker.

Vi spiste frokost på hotellet med udsigt over vandet. Senere nød vi årets første is, en kæmpe softice med chokoladesovs, årh...det har været en deeejlig dag!

mandag den 22. april 2013

Flytterod


Så er det rykket ind - flytterodet. Efter en løbetur i morges tog jeg ned i Silvan og købte første omgang af flyttekasser. Hele formiddagen og eftermiddagen er gået med at sortere papirer, smide ud og pakke ned. Jeg er møgtræt nu og tager ind til Brummebjørnen for at slappe af.

I morgen skal vi på udflugt, hvortil kommer an på vejret, men vi har snakket om Dragør og årets første is, så jeg håber på sol ;)

søndag den 21. april 2013

Sød og solrig søndag




Brummebjørnen og jeg havde en skøn morgen, med Lana Del Rey på anlægget og Irmas grød no. 2 på komfuret. Bagefter gik vi en tur i Kgs. Have for at se hvor langt foråret var kommet. Det er lige op over og jeg tror virkelig at der kommer til at ske nogle ting i løbet af ugen. Det bliver fantastisk!

Kl. 11.00 skulle danseholdet mødes på danseskolen til et par ekstra øvetimer. Vores lærer var der ikke, så vi skulle holde os selv igang, hvilket virkelig fik rystet nogle ting på plads. Det er nok cha cha cha'en jeg har mest styr på, men de andre begynder også lige så stille at sidde fast.
Puha, der er kun to uger til vi skal optræde med det!

Nu er det dog tid til pistacieis og The Voice UK på YouTube. Will.I.Am er for sjov og ja, jeg ved det, jeg er en sucker for de der blind auditions :)

lørdag den 20. april 2013

Weekend og ferie




Så kom weekenden og med den også begyndelsen på min ferie. Ah, det bliver skønt!

Jeg fik ryddet ud i alle mine blade og magasiner. De gamle bruger jeg til collager og andet sjov, så jeg skal være rigtig kreativ i ugen der kommer.

Her til morgen sov katten og jeg længe og puttede i dynen, men da solen for alvor var stået op fulgte jeg trop og tog en løbetur over på kirkegården. Nu begynder der at komme mange små blomster frem - jeg er især vild med de mange blå nuancer der er i øjeblikket.

Senere skal Brummebjørnen og jeg passe den mindste af balladerne, mens mor og storesøsterer inde og se Bieber. Det bliver hyggeligt :)

fredag den 19. april 2013

En af mine svagheder...



...er kogebøger!

Det kribler i mine fingre når jeg ser en god kogebog med en masse flotte billeder af de lækreste retter. Derfor er det også blevet til en del i gennem tiderne, men nu er det slut.
 
I dag har jeg været igennem dem allesammen - med moralsk opbakning fra Basse, selvfølgelig - og udvalgt nogle "få", som kan få lov at komme med (se billedet foroven).

Sif Orellanas bøger er selvskrevne, for det er nok dem, jeg bruger mest og almanakken er den nyeste, så den får lov at blive lidt endnu.

Hvad har I en svaghed for, derude i Blogland?

torsdag den 18. april 2013

Glimmer-limmer



Jeg skal så meget i øjeblikket, at jeg knapt nok når at tænke over den snarlige flytning. 
I går gik jeg dog igang med at rydde ud i mine smykker. Hold op, hvor har jeg samlet mig meget i tidens løb og det til trods for at det faktisk er ret sjældent at jeg overhovedet går med smykker. Alligevel er det svært, det der med at skille sig af med, for det kan jo være at jeg får brug for den der kæmpe similiring på et tidspunkt (...not)

Det endte med at det kun var en brøkdel, som blev lagt til siden til genbrug - til gengæld må jeg så bare ikke købe flere smykker. 

onsdag den 17. april 2013

En af de dage...



...hvor ting bare ikke går helt som planlagt.
 
(hverken på job eller hjemme)

Det var meningen at jeg skulle have været til dans her til aften, men Basse og jeg skulle liiiige ligge i 10 minutter, hvilket selvfølgelig blev til en lur, der varede over en time...

Nul dans til mig i denne omgang, til gengæld er jeg helt groggy.
 

Bloglovin



Follow on Bloglovin

Jeg har lagt mærke til at flere og flere rundt om i blogland benytter sig af Bloglovin og jeg skal da heller ikke holde mig tilbage.
Nu kan du også følge bloggen her ved at klikke på billedet foroven.
 
Vi ses på Bloglovin :)

tirsdag den 16. april 2013

Krea på vejen





Jeg tegner tit, oftest små mærkelige ting i kanterne af notesblokken eller på diverse post-its, som bliver smidt ud eller væk. Nu har jeg taget en lille bog i brug, som jeg kan have med på vejen og som kan inspirere mig, når jeg kommer hjem.

I aften bliver der dog ikke tid til de store kunstneriske udfoldelser, for jeg skal til Malmø og se Eddie Izzard med kusinen og veninden - Det skal nok blive sjovt :)

mandag den 15. april 2013

Gul overdådighed



I dag er jeg lige hjemme for at ordne nogle pratiske ting. Der trænger til at blive gjort rent og vasket tøj. Det er nu ikke altid det mest spændende, så jeg har peppet dagen lidt op ved at pakke den sidste gave ind til min lillesøster.

Jeg kan ikke huske hvor jeg har papiret fra, men den store gule 'sløjfe' er en af et sæt på tre, som jeg købte for billige penge på nordhjem.dk. Basse syntes at den var vældig spændende og hvem kan fortænke ham i det?

De har dem også i lilla - og hov, dem kom jeg vist også til at købe et sæt af...ups...

søndag den 14. april 2013

Palietkunst




Hvis I kommer forbi Kongens Nytorv en af dagene, skulle I tage og gå en tur rundt om byggeriet på midten af pladsen. Langs det grønne hegn er der opsat værker af forskellige kunstnere, bl.a. disse paliet-billeder, som er virkelig fine.

Det er dejligt at de forskellige hegn rundt om i byen kan blive brugt til kunstudstilling istedet for at skæmme bybilledet. Thumbs up til den person, som fandt på det i sin tid!

lørdag den 13. april 2013

Frokost med balladerne



 
I dag kom balladerne til frokost hjemme hos brummebjørnen. Vi spiste lækre hjemmelavede blinis med stenbiderrogn og andre gode sager. Bagefter tog vi ned med dem på den nye legeplads og så et smut over i rundetårn, hvor de rendte op og ned hele to gange. Hvem der bare havde den slags energi!

Ting jeg vil savne vol. 2



Morgen løbeture på Bispebjerg kirkegård, hvor den eneste lyd er fuglekvidren.
 

fredag den 12. april 2013

På en diset dag...


 



  • ...bliver jeg lokket til at købe BOLIG magasinet, for der er jo et gratis tryk fra Sofie Børsting med.
  • ...undrer jeg mig over hvor bladene på træer og buske bliver af...
  • ...køber jeg en gave til min lillesøster og kan ikke lade være med at pimpe indpakningen op med en glimmerstjerne.
  • ...kan jeg slet ikke stå for termouglerne fra Søstrene Grenes, selvom jeg aldrig drikker kaffe og ikke umiddelbart ved hvad jeg skal bruge den til...te måske..?
Hvad gør I på en diset dag, som i dag?