torsdag den 4. april 2013

Kan slet ikke få armene ned!


Kender I de dage?

Det var kaos på jobbet.
Da jeg var nået ned til busstoppestedet opdagede jeg at jeg havde glemt min taske
Nå, tilbage igen...
Da jeg kom ned igen kørte bussen for næsen af mig
Iiiihhh...
.
.
.

Men det kan heldigvis være ligemeget nu
for i dag har Brummebjørnen spurgt om vi skal flytte sammen <3 


onsdag den 3. april 2013

Hindbærsnitter og luftballoner




Jeg lavede hindbærsnitter i går aftes, bare sådan fordi jeg lige havde lyst. Det resulterede så i et par timers mindre søvn, men hva' pokker, mine kollegaer blev glade for det i dag.
Det er første gang at jeg begiver mig ud i den slags og blev positivt overrasket over hvor nemt det egentlig går med mørdej og hindbærmarmelade. Det er vist ikke sidste gang, jeg laver dem!

Om onsdagen går jeg til dans. Det er min kusines ældste datter, som startede med at gå på danseskolen og så er min kusine, jeg og en veninde hoppet på et voksenhold undervejs. Holdet er for begyndere og uden partner eller noget, men vi har det sjovt. Vores danselærer har en fiks idé om at vi skal være med i et show i starten af maj og vi er vist kommet til at sige ja - ingen panik...tror jeg nok...for jeg kan da helt sikkert danse samba...eller...

Det var på vej til dans, at min veninde og jeg så to røde luftballoner svæve henover byen. Et fint syn på endnu en solskinsdag. Nu må foråret da være på vej!

tirsdag den 2. april 2013

En kat til væggen


Hov, der sneg sig lige lidt kunst ned i kurven, mens jeg lurede på nettet. Michelle Carlslund har mange fine billeder til salg på artrebels.com, men katten her fandt en plads i mit hjerte. Hvor den lige skal hænge, er så en anden sag...

Lidt påske hænger ved



Hele påskeferien har jeg gået og tænkt: "Jeg skal også huske at lave marcipanæg!" Men blev det til noget? Næh, nej. Så er det jo godt at man kan gå igang med det på sådan en hel almindelig tirsdag. Jeg eksperimenterede med lakridsrodspulver fra Urtekram i nogle af dem og det er altså ikke helt dårligt, hvis man har hang til den slags.

I dag var også dagen, hvor jeg fik øje på en gammel klassekamerat i det danske Elle.
Tatiana var pigen, som gik op i mode på et lidt mere seriøst plan end os andre dengang i gymnasietiden og nu designer hun også fine ting i farvestrålende prints. Se mere på hendes hjemmeside T.A.C.

mandag den 1. april 2013

Tøm køleskabet

 
 

Efter at jeg har været væk de sidste par dage, trængte varerne i mit køleskab til et alvorligt eftersyn. Der blev smidt ud, heldigvis ikke så meget, at jeg fik dårlig samvittighed af det, og der blev en lille let anretning ud af nogle rester laks, forårsløg, parmesan og soltørrede tomater. Det smagte herligt på fennikelbrødet fra i morges.

Resterne af ananasjuicen og noget hindbær/limedrik hældte jeg op i et champagneglas med en lille kvist mynte - Voila! Very tasty drink, right there.

Hmm...Basse er svært glad for tulipaner, så nu må vi se hvor langt tid de holder ;)

Rigtig god aften derude.

Leg i nordvest






Jeg skulle bare lige ned med et par boller til min kusine og hendes unger - bare lige et smut - men blev hevet med på en tur rundt i nordvestkvarteret, hvor vi begge bor. Der er en sjov blanding af forfalden industri og nye kreative initiativer.

Vi tog ned til Mimersparken, hvor der er lavet en flot ny legeplads. Fra Bispebjerg st. bliver man mødt af en farverig klatrevæg, som ungerne straks gik i krig med. Der er basketbane, fodboldbaner og plads til at skate, hvis man kan sådan noget.

Længere nede var der et stort og ligeledes farverigt klatrestativ med masser af udfordringer for et par friske klatremus. Balladerne var hel vilde og tog den flere gange rundt, mens de råbte "Se mig!"
Vi voksne tog en slapper i solen imens.

Jeg er sikker på, at stedet bliver et hit til sommer, når mudderpølen er erstatet af græsplæne og temperaturen er til at sidde udenfor.

Morgensol og fennikelboller




 
Det er dejligt at stå op til solstråler og blå himmel. Det er som om man får et ekstra skud energi, så det bliver nemmere at komme ud af sengen. Jeg får også altid mere lyst til at bage når solen skinner og i dag blev det til fennikelboller med maltmel.

Det er malten, som giver dem den flotte brune farve. Haps haps, det var en god start på dagen.